Det danske IPCC-arbejde

Det danske IPCC-arbejde

Om dette site

FN's Klimapanel udgav i 2013-2014 sin femte hovedrapport om klimaforandringer. Synteserapporten blev offentliggjort d. 2. november 2014 ved et pressemøde i København. Panelet vælger i 2015 ny formand og nyt bureau som de næste år skal stå i spidsen for arbejdet med den sjette hovedrapport og et antal særrapporter. Dette site henvender sig primært til danske forskere, der kan bidrage til IPCC-rapporterne som forfattere eller reviewere.

Rapport fra IPCC's 35. plenarmøde

IPCC generelt og nytPosted by Anne Mette K. Jørgensen 11 Jun, 2012 15:28:15

Rapport fra IPCC’s 35. plenarmøde den 6.-9. juni 2012 i Geneve

Mødet havde en lang dagsorden med bl.a. budget for 2012 og de følgende år, status for arbejdet med panelets 5. hovedrapport, arbejdsprogram for task-forcen for nationale drivhusgasopgørelser, kommunikationsstrategi og forskellige udeståender omkring regler og procedurer for panelets arbejde. Endelig er tid og sted for de næste møder et fast dagsordenspunkt.

Dagsorden og mødepapirer ligger på http://www.ipcc.ch/scripts/_session_template.php?page=_35ipcc.htm. Fra Danmark deltog undertegnede og Carsten Eskebjerg fra Klima-, energi- og bygningsministeriets departement.

Arbejdet med IPCC’s femte hovedrapport skrider frem helt efter planen. Flere forskere fra Danmark er involveret i arbejdet. Forskningsleder Jens Hesselbjerg Christensen fra DMI er koordinerende hovedfatter på kapitlet om regionale klimaforandringer. Rapportens kapitel om fødevaresikkerhed bestyres af professor John R. Porter fra Københavns Universitet. Sekretariatschef Nicholas King fra Global Biodiversity Information Facility i København er hovedforfatter på kapitlet om rammer for beslutningstagning, seniorforsker Simon Bolwig fra Risø-DTU er hovedforfatter på kapitlet om bæredygtig udvikling, ph.d. Maria Josefina Figueroa fra DTU er hovedforfatter for afsnittet om transport, mens programleder Kirsten Halsnæs fra Risø-DTU har en vigtig rolle som review-editor på kapitlet om regional udvikling og samarbejde. Desuden deltager andre forskere som bidragydere og reviewere.

IPCC’s Arbejdsgruppe 1 (den videnskabelige baggrund) udsendte sit første udkast i ekspertreview i slutningen af 2011, og de er nu i gang med at indarbejde de mange kommentarer, som er modtaget. Mødet (IPCC’s session nr. 36), hvor rapporten skal færdiggøres, finder sted i september 2013 i Stockholm.

Første udkast til rapporten fra Arbejdsgruppe 2 (effekter og sårbarhed) er ude i ekspertreview frem til den 6. august. Rapporten fra Arbejdsgruppe 3 (modvirkning af klimaændringer) sendes i ekspertreview fra den 20. juli til den 14. september. Man kan tilmelde sig som ekspertreviewer hos gruppernes tekniske støtteenheder via arbejdsgruppernes hjemmesider på http://www.ipcc.ch/working_groups/working_groups.shtml. Rapporterne fra Arbejdsgrupperne 2 og 3 færdiggøres begge i foråret 2014.

Arbejdet med Synteserapporten er lige gået i gang. Der er udpeget en skrivegruppe på 45 medlemmer, som mødes den 11. -13. juni. Synteserapporten færdiggøres på et møde i Danmark i oktober 2014.

Et andet dagsordenspunkt på mødet var opdatering af de retningslinjer, som landene bruger til at opgøre udslip af drivhusgasser fra jord- og skovbrug og ændret arealanvendelse. Landene under FN’s klimakonvention UNFCCC skal opgøre deres udslip og binding af drivhusgasser som følge af menneskelige aktiviteter, og her er det vigtigt at den nyeste viden og forskning indgår. IPCC har i 2011 igangsat tilsvarende arbejde med at opgøre udslip fra vådområder (se http://www.ipcc-nggip.iges.or.jp/), og her er forsker Steen Gyldenkærne fra Århus Universitet involveret som forfatter. De nye retningslinjer færdiggøres efter planen i oktober 2013. Professor Ole John Nielsen fra Københavns Universitet er medlem af Editorial Board of the IPCC Emission Factor Database.

Mødet i den forgangne uge arbejdede desuden videre med at forbedre processer og procedurer i IPCC. Efter panelets møde i Sydkorea tilbage i oktober 2010 har fire taskgrupper arbejdet med konkrete opfølgninger på anbefalingerne fra en rapport fra Inter Academy Council (IAC), som FN’s generalsekretær Ban Ki-moon og klimapanelets formand Rajendra Pachauri havde efterspurgt. Disse opfølgninger er nu omsat til konkrete tekster, som snart kan ses på http://www.ipcc.ch/.

En anden opfølgning på IAC’s anbefalinger er udarbejdelse af en kommunikationsstrategi. Denne strategi har to formål:

1. at formidle resultaterne fra IPCC’s rapporter gennem en klar og afbalanceret information om klimaændringer, inkl. risici og videnskabelige usikkerheder og uden at kompromittere nøjagtigheden

2. at forklare hvordan IPCC arbejder, herunder hvordan panelet udvælger forfattere og reviewere og frembringer sine rapporter. Formålet er at udbrede forståelse for rapporterne og støtte og genbekræfte panelets status som et troværdigt, transparent og autoritativt videnskabeligt organ.

På mødet blev en kommunikationsstrategi vedtaget, og den skal nu implementeres.

Næste IPCC-møde bliver i september 2013 i Stockholm.

Jeremiah Lengosa, vicegeneralsekretær for WMO, på talerstolen ved åbningsceremonien. Lengosa lagde meget vægt på IPCC's kommende hovedrapport og de store forventninger, der er til rapporten. IPCC har en vigtig rolle med at tilvejebringe viden til brug i de politiske forhandlinger, og der er meget ny forskning siden AR4 fra 2007. Han gjorde også opmærksom på de meteorologiske institutters vigtige rolle i forbindelse med at varsle ekstremt vejr for at undgå skader. Her er IPCC's nylige særrapport om ekstremt vejr også nyttig.

  • Comments(0)