Den danske COP14 blog

Den danske COP14 blog

Danmarks Klimacenter - hvad er det?

COP14Posted by Mai Maskell Andersen Wed, December 10, 2008 16:27:00

.... spørger en nysgerrig afrikaner ved den danske stand og kigger på vores slideshow om nedbør i Vestafrika. Jeg går straks i gang med at fortælle om Danmarks Klimacenter, og hvad vi laver af klimaforskning. Det viser sig, at afrikaneren kommer fra Ghana, og da han hører, at vi netop arbejder med projekter i Afrika, spidser han ørerne.

Især er han interesseret i de såkaldte climate screening aktiviteter. Her samarbejder Danmarks Klimacenter med bl.a. DANIDA om at klimasikre deres projekter i udviklingslande. På den måde bliver der taget højde for fremtidige klimaforandringer som f.eks. mere ekstreme nedbørsepisoder ved anlæggelse af nye veje i Ghana.

Ghaneseren lytter interesseret, for som han siger: ”Vi oplever allerede nu mere kraftige regnskyl, der fører til oversvømmelser. Det har store konsekvenser, for befolkninger drives på flugt, og veje og broer ødelægges”.

Men det er ikke kun oversvømmelser, ghaneseren har fokus på. Andre effekter af klimaforandringer som tørke, taler han også om. ”Det har især store konsekvenser for landbruget, når der pludselig i længere perioder ingen regn falder i områder, hvor der tidligere har faldet regn”, siger han.

Vi snakker videre om, hvilke muligheder der er for tilpasning til et ændret klima for den afrikanske landmand, og jeg fortæller om Danmarks Klimacenters sæsonprognoser. Her laver vi prognoser for, hvordan det mest sandsynlige danske vejr bliver 3 måneder ud i fremtiden. Sådanne prognoser kan vi også lave for områder i Afrika, og hvis den afrikanske landmand har disse oplysninger til rådighed, kan han planlægge dyrkningen af afgrøder under bedre forudsætninger. Ghaneseren nikker og kigger på uret, tager et bolche i munden og snupper vores brochure med, inden han går videre.

Læs mere om Danmarks Klimacenter her

Blog Image

  • Comments(0)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.