Mellem Nordpolen og Grønland

Mellem Nordpolen og Grønland

Om projektet

Forskere fra en række danske og grønlandske institutioner og enkelte udenlandske kolleger har i perioden den 14. april til den 6. maj 2009 etableret en forskningslejr på havisen nord for Grønland.

Lejren er et led i det internationale polarår (IPY) og vil fungere som udgangspunkt for en række observationskampagner med henblik på bedre, at kunne forstå observerede ændringer i det arktiske miljø. Den danske og grønlandske del af forskerholdet har oprettet denne blog for løbende at give interesserede et indblik i dagligdagen i lejren. Vores forbindelse med omverdenen, og derfor også denne blog, foregår via iridium-telefon, så vi forventer kun at skrive få daglige indlæg, krydret med et billede i ny og næ. Go' læsning!

Intens og farlig uge

Dagbog fra ArktisPosted by Susanne Hanson 24 Apr, 2009 14:20:47

17. - 23. april
Siden jeg skrev sidst, har tingene ændret sig drastisk, og ugen har været meget intens - igen. Som sagt besluttede vi at rømme islejren og tog tilbage til Alert. Vi beslutter, at det er for farligt at blive i islejren, og vil flytte den ind under kysten på isen et par km ude. Islejren er nu drevet så meget mod øst, at det er nemmere at arbejde ud fra Station Nord og bliver installeret dér, medens vi begynder det tunge arbejde med at tage islejren ned og flytte den ind på havisen under kysten, ca 10 km øst for Morris Jessup. Vi når dog kun halvvejs, da vi bliver ramt af hård vind igen og må opgive arbejdet og ligge i vejrly på St. Nord. Heldigvis bestemmer vi os for ikke at blive og sove i den gamle islejr, selvom det er på tale, for vi hører i løbet af aftenen, at længere mod vest er 2 kolleger blevet adskilt fra deres lejr, da de over hals og hoved må flygte ud af teltene, mens isen brækker op under fødderne på dem. I et par nervepirrende timer venter vi ved telefonerne, mens de står uden telt, varme og mad i stormen på en isflage, hvor vi ikke kan lande med vores små fly. De må vente på helikopterne, som ikke kan gå på vingerne pga det dårlige vejr. Endelig hører vi heldigvis, at vejret er blevet en smule bedre og helikopterne er lettet for at hente dem.

Da vinden har lagt sig næste dag, tager vi afsted for at finde vores islejr. Selv,om vi kan beregne nogenlunde, hvor den er, tager det os næsten 1½ times cirklen, før vi finder den. Men landingsbanen er brækket på langs og der er en revne midt gennem lejren. Det er umuligt at lande, og vi vender om for at re-fuele. Planen er at lande på plan is nær islejren og forsøge at komme over til lejren for at hente det mest værdifulde, evt. med den snescooter, der står i lejren. Men det viser sig at være umuligt.


En voldsom landing i al for dyb sne bliver næsten skæbnesvanger, og mens der må graves sne, så flyet kan lette, breder nervøsiteten sig hos piloterne. Men det lykkes dem at få flyet på vingerne, og alle lander sikkert tilbage i den lille lejr på isen nær kysten. Heldigvis var vi så fornuftige, da vi begyndte at tage islejren ned, at vi flyttede et telt ad gangen med alt tilbehør, så vi har en pæn lille lejr af sovetelte, men mangler alt fra generatorer, mad, køkkenudstyr, brændere, snescooter, køkken og udstyrstelt og en del dyrt videnskabeligt udstyr.



Vi beslutter, at en lille gruppe bliver tilbage og forsøger at få kyst-lejren så godt i gang som muligt på en pose feltrationer, mens Rene, Leif og jeg tager tilbage til St. Nord for at lægge en plan herfra og ringe rundt og få ting til at ske. Humøret er helt i bund, og vi er alle trætte. Men efter en lang aften har vi en nogenlunde plan. Vi må få den lille gruppe af kolleger, der nu har ventet utålmodigt i næsten en uge på Svalbard, til at købe en lang række ting, vi mangler. Med hjælp fra ST. Nord og kollegerne på Svalbard får vi også købt mad til en mini camp.

Det sværeste er, at vi må ringe nogen af vores kolleger op og melde at vi ikke kan tage imod alle. Det er en hård beslutning og kræver mange diskussioner for at finde ud af, hvis forskning det stadig giver mening at få op og køre, og hvike vi må opgive, og folk er selvfølgelig virkelig skuffede. Men pengene og tid løber hurtigt ud og vi kan ikke længere nå alt det vi gerne ville.

Planen er nu at få en minicamp op at stå, hvor alle kan arbejde på isen nær kystkampen. GEUS’s arbejde med at tage havbundsprøver må evt. flyttets til Independence Fjorden sammen med noget af DMI’s arbejde. Grønlands Natur Institit fik heldigvis en del af deres prøver, mens vi andre tog campen ned og fik en del interessante data. Jeremy, Bruce Elder (som kommer ind i dag) og jeg må formindske vores sne og is program betydeligt, men vil stadig lave valideringsarbejdet for NASA og fokuserer vores massebalance program på meltponds på multi year ice nær den nye camp. Rene’s og Pedros’s arbejde bliver stærkt reduceret, men satser stadig på laser opmåling fra flyet når alt er på plads.

Lige nu sidder Rene og jeg tilbage på St. Nord med Sarah og venter, mens vores fly er fløjet til Svalbard for at hente 5 af vores kolleger hertil. Resten inklusiv et produktionsselskab for DR2 må desværre tage hjem igen. I aften håber vi så alle på at kunne tage ud på isen og få gang i noget feltarbejde.

lige ved og næsten

Dagbog fra ArktisPosted by Susanne Hanson 17 Apr, 2009 16:01:28

16. april

Det er med noget spænding Morten, Jeremy, Sarah og jeg letter fra Alert med alt vores bagage for at bosætte os de næste 3 uger på isen. Al er også med men planlagt til at tage tilbage i aften når flyet kommer med sidste læs. Vi ved at lejren er drevet ca 20 km men har ingen præcis position da vores beacon i lejren er knækket under stormen. Vi bruger ca ½t på at cirkle over området hvor vi mener den burde være. Området har ændret sig væsentligt fra vi var her for et par dage siden. Den kaftige vind fra vest og det at isen er begyndt at brække op øst på suger isen mod øst og trækker den fra hinanden. Enorme sprækker (kilometer brede) er danne rundt om lejren så vores telte står på en enorm pæreformet ø. Vores landingsbane er heldigvis intakt.

Vi bruger hele dagen på at gøre lejren bebolig. Det er utroligt så lang tid det tager, der er så meget at gøre. Men egentlig føles lejren sikker nok at være i og jeg tror vi alle er ved at udvikle et følelsesmæssigt forhold til den. Men det blæser stadig rigtig meget – meget mere end vejrudsigten har forudsagt og som gøre al arbejde koldt og besværligt.

Piloterne lander ved 19 tiden med dagens sidste læs og gør parat til at tage Al med tilbage da Jim ringer fra Alert. Han er nervøs. En lille islejr, som har fungeret som brændstofdeport, længere mod vest, hvor isen er mere rolig end hvor vi er, er blevet evakueret. Og der er lovet endnu stærkere vind de kommende dage. Sammen med piloterne beregner vi at lejren iøjeblikket bevæger sig med 0.5km/t og der er kun ca 45km til vi driver ud i den zone hvor isen iøjeblikket virkelig bliver brækket til småstykker. Det er en tung beslutning at træffe – men vi evakuerer lejren og tager tilbage til Alert for at overveje situationen.

Hvis I ser godt efter kan I se landingsbanen og islejren lige til venstre for "Photo: Susanne Hanson" og den ene af store sprække der er åbnet op omkring lejren.

Position registreret lige inden take off UTC 23:48 16. april:

N84º12’01.6’’

W32º33’22.8’’

paa vej

Dagbog fra ArktisPosted by Susanne Hanson 16 Apr, 2009 14:10:38
Saa er det nu! endelig har vinden lagt sig og nu tager Morten E. Christensen, Jeremy Wilkinson, Sarah Sturges og jeg ud for lede efter campen. Den er nemlig drevet mere end 21km siden vi sidst var der. Vi haaber at faa lejren op og koerer i dag og saa henter vi de andre ind i morgen. Naeste gang vi skriver, vil vi skrive fra campen over skyfil som er en slags email over Iridium - vi haaber det kommer til virke!

vejrfast

Dagbog fra ArktisPosted by Susanne Hanson 16 Apr, 2009 13:01:17


15. april

Vi sidder vejrfast på Alert igen idag. Det blæser ca 25 m/s ude i lejren og der er så meget sne i luften at piloterne ikke kan se den kort landingsstribe. Men vi kan se på de satellitbilleder som Leif har sendt os at den isflage som lejren ligger på nu er begyndt at flyde ca 4-5 km om dagen vest på. Det er helt normalt men hvad er lidt bekymrende er en stor sprække som har åbnet sig tæt på lejren. Men som sagt ved vi det kun fra satellitbilleder; vi har ikke selv været ude og tjekke. Så vi må se. Vi havde efterladt en beacon i lejren. Den sender et radio signal som kan høres ca i 10 km radius. Men et eller andet har ramt den i den stærke vind og knækket antennen så i øjeblikket kan vi kun beregner os til hvor lejren er fra den sidste position vi registrerede og Leif’s beregninger.

For ikke at spilde flyvedage, og prøve at holde tidsplanen, har vi nu sendt Twin Otteren til Qaanaaq for at hente det første hold at resten af gruppen her til Alert. Så i dag vil vores gruppe her i Alert blive udvidet med:

Rene Forsberg (DTU-space, Geodynamik gruppen)

Leif Toudahl Petersen (Danmarks Meteologiske Institut)

Søren Rysgård (Groenlands Naturinstitut)

Kunuk Lennart (Groenlands Naturinstitut)

Ronnie Glud (SAMS + Groenlands Naturinstitut)

Pedro Elosegui (University of Madrid)

Vi har fået dagen til gå med at få styr på generatorerne som drillede i går og ellers bare prøve at hvile. Men gruppen er blevt rastløs og alle vil gerne ud nu, men der er ikke noget at gøre – vi må sidde stormen over.

Choosing the GreenArc sea ice Camp site

Dagbog fra ArktisPosted by Susanne Hanson 16 Apr, 2009 12:51:07


Just after breakfast in the morning of Saturday 11th April Susanne Hansen (DTU-SPACE) and Jeremy Wilkinson (SAMS) set off from the Canadian Military base, Alert (Ellesmere Island), in our chartered Twin Otter (piloted by Wally Dobchuk and Randy Fehr) in order to locate a site for the GreenArc ice camp. From discussions within the GreenArc scientific consortium we had an approximate location for the ideal camp location, but would the ice conditions be ok?
The Twin Otter aeroplanes are the workhorses of the north (and south). They are ideal for landing on sea ice as they can be equipped with skis, carry a decent payload and only need a short, relatively level, runway (few hundred metres in length). Most important, they can land on sea ice without the need for a runway to be established in beforehand. It is the combination of these features that ensures that these aircraft are flying throughout the Arctic and Antarctic field season.
When establishing a camp on sea ice you are looking for two ice types next to each other, a refrozen lead and thick multiyear ice. A lead is an area of open water that is produced when sea ice drifts apart. In winter the cold temperature ensures that ice forms on the lead and over time the ice grows thicker. This process produces a smooth surface, ideal for a runway. The two characteristics that makes a refrozen lead a good landing strip are its length and thickness. Multiyear ice on the other hand is sea ice that is more than one year old. Being old ice it is thicker and rougher than a refrozen lead. It therefore makes a stable platform for a sea ice camp. Being older it should also have a thicker snow cover and will be less salty (salt drains for sea ice over time), this will be used for our fresh water for the camp.
Once we were at the location of our camp we found that there was a lot of ridge activity (when sea ice drifts together it forms large ridges similar to the way mountains are formed on land). After a bit of searching we found a nice site, ~800 m refrozen lead, >0.8m thick (tested when we landed) next to a number of multiyear sea ice floes. We dropped off some of our equipment, including a radio beacon so we could find the location of the camp and head back to Alert feeling pleased. The next day the ferrying of equipment and the building of the camp will begin in earnest.
Photo: Landing Strip and Camp Site for the GreenArc programme. Jeremy

hviledag

Dagbog fra ArktisPosted by Susanne Hanson 15 Apr, 2009 00:57:59

14. april

I dag har vi hviledag. Stormen kom meget belejligt. Det begyndte at blæse i går eftermiddags, og indtil vi blev hentet af Twin Otteren, der kom ud med dagens sidste læs ved 20tiden, gik vinden gennem marv og ben og fik os alle sammen til at arbejde på den absolutte grænse af, hvad var muligt. Det var -32 og blæste omkring 9 s/m. Hver gang vi skulle stramme en strap eller lignende på de telte, vi satte op, måtte handskerne af og ens fingre frøs så hurtigt, at det gjorde ondt. De små håndvarmere, vi alle havde lagt i vores støvler og i vores handsker, reddede os. I dag har det blæst op til 15 s/m, hvor campen er, så vi er blevet på Alert.

I de sidste 2 dage har vi fået sat 5 sovetelte op (de så kaldte octagons, som ligner iglooer) hvor vi sover 3 personer, 1 større sovetelt til 5-6 personer, et køkken/spisetelt, et telt, hvor man kan varme lidt vand og vaske sig, som vi også bruger til at opbevare friske fødevarer, og et toilettelt. Vi mangler at sætte et laboratorietelt op og et telt til de folk, der skal tage prøver af havbunden. Der vil være ovne i næsten alle teltene, så temperaturen vil ligge på omkring 5 grader, men de mangler stadig at blive sat op, og vi mangler at sætte hele køkkenet op plus en masse småting. Så der er stadig en dags arbejde til 4-5 mennesker.

De sidste par dage har Jeremy, Morten, Al og 2 af hans folk plus mig været på isen. Vi har fløjet 7 læs ud af ca 1 ton hver. Når flyet lander i campen, skal alt bæres ud af flyet manuelt, så det er simpel hovedregning at finde ud af, at vi hver især har flyttet et ton. Ikke mærkeligt, at jeg havde noget svært ved at kravle ud af sengen i morges og bare ikke kan blive mæt ligegyldig, hvor meget jeg spiser. Men nu vil vi også gerne snart derud og bo. Selvom alle havde brug for en hviledag, er der en vis rastløshed i gruppen.

Men vi har nu ikke ligget paa den lade side. Vi har brugt dagen i dag paa at reparere generatorer, pakke de 2 sidste læs, gennemgå huskelister, planlægge flyvninger og alle de 1000 småting som man liiiige skal nå, inden vi er isoleret 14 dage paa havisen.

Men nu må jeg løbe...jeg skal ned og spise...igen.

Vi er i gang

Dagbog fra ArktisPosted by Susanne Hanson 13 Apr, 2009 04:18:23

12 april

Idag har vi fløjet 3 læs ud og været igang i 18 timer – jeg må i seng

Susanne

Foerste laes

Dagbog fra ArktisPosted by Susanne Hanson 13 Apr, 2009 04:17:42

11. april

Alert er et sted med mange regler. Da basen i mange år har tilhørt flåden og nu er overgået til halvt civilt og halvt flyvevåbnet er der mange ting, som skal gøres på en helt bestemt måde. De betyder fx, at morgenmaden i weekenden ikke bliver serveret før 10:30. Da ugedage ikke rigtigt eksisterer, når man er i felt og man arbejder så meget, man kan nå, når det er godt vejr, kan det være ret irriterende at skulle prøve at planlægge en arbejdsdag efter skæve spisetider. Men vi pakker flyet om morgenen og planlægger at være airborn 11:30. Vi har afsindigt meget gods, der skal ud. Vi har ca 1 ton mad, desuden er der flere tons lejrudstyr her i Alert og vi må også transportere nogle tromler med fuel ud på isen, så piloterne kan re-fuel derude. Derudover har vi næsten 2,5 tons forskningsudstyr stående på St. Nord, som vi må hente ind, når vi har bygget lejren. Vores fly kan løfte ca 1 ton, men har ikke så stor en cabine, så selv om vi tager alle sæder ud, bliver det til en del flyvninger før vi er på plads.

Første tur ud er for at finde en god landingsbane på plant førsteårs is, som ikke er for tynd. Vi har taget udstyr med til at sætte det første telt op med ovn og nødudstyr, så vi har en base at arbejde ud fra de næste dage.

Der er havis så langt øjet rækker, og der er ikke den mindste smule åbent vand. Vejret er smukt og under – 30º C. Efter 1½ t flyver vi ind over det område, som vi havde udset os hjemmefra og efter en del cirklen rundt for at finde et passende sted, sætter Wally flyet ned næsten umærkeligt. Alligevel viser det sig at vores ene ski har fået beskadiget hydrauliken. Det betyder, at han ikke kan styre flyet på isen og vi må vende det manuelt. Nu er en Twin Otter ikke sådan lige at dreje, men det lykkes efter en del asen og masen.

Vi måler istykkelsen (over 1 m) og slæber al udstyret ud, tøjrer det og begynder at grave landingsbane ud og markere den. Vi renser alle 400m for buler og snedriver og det er hårdt arbejde, der får os til at svede i de -30 grader.

Take-off er en smule nervepirrende, da vi må sikre at flyet står HELT lige på den 400m korte bane, da Wally som sagt ikke kan manøvrere flyet. Mærkelig nok er jeg ikke nervøs – jeg stoler fuldstændig på Wally, og vi kommer fint i luften. Det er først, da vi er tilbage på basen og alle er meget glade for at se os, at det går op for mig at det har været lidt af en epic, som vil leve videre som en af de sædvanlige røverhistorier, vi fortæller kolleger, når vi hænger ud i en bar efter en konference i et fjernt land.

Next »