Mellem Nordpolen og Grønland

Mellem Nordpolen og Grønland

Om projektet

Forskere fra en række danske og grønlandske institutioner og enkelte udenlandske kolleger har i perioden den 14. april til den 6. maj 2009 etableret en forskningslejr på havisen nord for Grønland.

Lejren er et led i det internationale polarår (IPY) og vil fungere som udgangspunkt for en række observationskampagner med henblik på bedre, at kunne forstå observerede ændringer i det arktiske miljø. Den danske og grønlandske del af forskerholdet har oprettet denne blog for løbende at give interesserede et indblik i dagligdagen i lejren. Vores forbindelse med omverdenen, og derfor også denne blog, foregår via iridium-telefon, så vi forventer kun at skrive få daglige indlæg, krydret med et billede i ny og næ. Go' læsning!

Geologi projektet

Vores forskningPosted by Naja Mikkelsen 14 Apr, 2009 10:25:50
I de seneste år er der sket store ændringer i det Arktiske Ocean på grund af de igangværende klimaændringer. Havisdækket svinder og havstrømmene ændrer sig, og forskerne skal under GreenArc projektet indsamle en lang række data om klima, isbevægelse, istykkelse og biologiske data for at beskrive en slags basistilstand for området, som fremtidige ændringer kan sammenlignes med. Den geologiske del af GreenArc projektet vil frembringe data, der kan belyse, hvorledes forholdene har været i området før i tiden. Forskerne fra GEUS, vil frembringe disse data ved at optage sedimentkerner fra havbunden forskellige steder i området under isens drift. Disse sedimentkerner rummer nemlig et væld af oplysninger om fortidens klima og miljø forhold tilbage i tiden.

Arbejdet med GreenArc kernerne bygger på resultater fra projektet GreenIce projektet, hvor der i 2004 blev optaget sedimentkerner af havbunden over den sydlige del af Lomonosov ryggen - et andet sted i det Arktiske Ocean nord for Grønland. Disse kerner viser, at dette område har været isfrit eller næsten isfrit i to perioder i løbet af de sidste 130.000 år, blandt andet i en varmere kort periode i den seneste istid. Disse resultater udfordrede den almindelige opfattelse, at området nord for Grønland er den del af det Arktiske Ocean, hvor havisen vil være mest stabil under et varmere klima. Indsamlingen af de nye kerner flere nye steder nord for Grønland vil være med til at belyse, hvor almindelig de tidligere isfrie områder har været i denne isbefæstede region.

I TV-programmet Viden om: "Klimaet set fra en isflage", fortæller forskerne fra GEUS om GreenIce projektet i det Arktiske Ocean i 2004. Se programmet på DR:
http://www.dr.dk/DR2/VidenOm/Programmer/2004/10/20070705154734.htm