Mellem Nordpolen og Grønland

Mellem Nordpolen og Grønland

Om projektet

Forskere fra en række danske og grønlandske institutioner og enkelte udenlandske kolleger har i perioden den 14. april til den 6. maj 2009 etableret en forskningslejr på havisen nord for Grønland.

Lejren er et led i det internationale polarår (IPY) og vil fungere som udgangspunkt for en række observationskampagner med henblik på bedre, at kunne forstå observerede ændringer i det arktiske miljø. Den danske og grønlandske del af forskerholdet har oprettet denne blog for løbende at give interesserede et indblik i dagligdagen i lejren. Vores forbindelse med omverdenen, og derfor også denne blog, foregår via iridium-telefon, så vi forventer kun at skrive få daglige indlæg, krydret med et billede i ny og næ. Go' læsning!

Første satellitbilleder af lejrområdet

Dagbog fra ArktisPosted by Leif Toudal Pedersen 13 Apr, 2009 21:54:09
Så er de første fly-læs med lejrudstyr kommet frem, og vi har fået de første satellitbilleder (radarbilleder) af lejrområdet. Lejrens position er (84.4N, 36.63W) indtil isen begybder at bevæge sig!

Radarbillede fra ESA's ENVISAT satellit taget i eftermiddag (13/4) kl. 17:01. De store grå områder i billedet er den gamle is (flere år gammel) medens de mørke revner er ny is der danens hvor de gamle flager bevæger sig væk fra hinanden. Den gule plet er lejrens position, de røde pletter angiver de planlagte oceanografiske stationer. Den lysegrønne linie er 1000m havdybde og den orange linie er 1500m. Da området er stort set uudforsket er disse dog kun omtrentlige.

Oversigtabillede der viser området nord for Grønland.

Følg selv med på satellitbilleder fra området på:
http://ocean.dmi.dk/arctic/morrisjessup.php