Mellem Nordpolen og Grønland

Mellem Nordpolen og Grønland

Om projektet

Forskere fra en række danske og grønlandske institutioner og enkelte udenlandske kolleger har i perioden den 14. april til den 6. maj 2009 etableret en forskningslejr på havisen nord for Grønland.

Lejren er et led i det internationale polarår (IPY) og vil fungere som udgangspunkt for en række observationskampagner med henblik på bedre, at kunne forstå observerede ændringer i det arktiske miljø. Den danske og grønlandske del af forskerholdet har oprettet denne blog for løbende at give interesserede et indblik i dagligdagen i lejren. Vores forbindelse med omverdenen, og derfor også denne blog, foregår via iridium-telefon, så vi forventer kun at skrive få daglige indlæg, krydret med et billede i ny og næ. Go' læsning!

Geologi projektet

Vores forskningPosted by Naja Mikkelsen 14 Apr, 2009 10:25:50
I de seneste år er der sket store ændringer i det Arktiske Ocean på grund af de igangværende klimaændringer. Havisdækket svinder og havstrømmene ændrer sig, og forskerne skal under GreenArc projektet indsamle en lang række data om klima, isbevægelse, istykkelse og biologiske data for at beskrive en slags basistilstand for området, som fremtidige ændringer kan sammenlignes med. Den geologiske del af GreenArc projektet vil frembringe data, der kan belyse, hvorledes forholdene har været i området før i tiden. Forskerne fra GEUS, vil frembringe disse data ved at optage sedimentkerner fra havbunden forskellige steder i området under isens drift. Disse sedimentkerner rummer nemlig et væld af oplysninger om fortidens klima og miljø forhold tilbage i tiden.

Arbejdet med GreenArc kernerne bygger på resultater fra projektet GreenIce projektet, hvor der i 2004 blev optaget sedimentkerner af havbunden over den sydlige del af Lomonosov ryggen - et andet sted i det Arktiske Ocean nord for Grønland. Disse kerner viser, at dette område har været isfrit eller næsten isfrit i to perioder i løbet af de sidste 130.000 år, blandt andet i en varmere kort periode i den seneste istid. Disse resultater udfordrede den almindelige opfattelse, at området nord for Grønland er den del af det Arktiske Ocean, hvor havisen vil være mest stabil under et varmere klima. Indsamlingen af de nye kerner flere nye steder nord for Grønland vil være med til at belyse, hvor almindelig de tidligere isfrie områder har været i denne isbefæstede region.

I TV-programmet Viden om: "Klimaet set fra en isflage", fortæller forskerne fra GEUS om GreenIce projektet i det Arktiske Ocean i 2004. Se programmet på DR:
http://www.dr.dk/DR2/VidenOm/Programmer/2004/10/20070705154734.htm

IPY

Vores forskningPosted by Leif Toudal Pedersen 13 Apr, 2009 21:26:46

Som et led i det Internationale Polarår (IPY) etablerer en række Danske og Grønlandske institutioner i April 2009 en 3-ugers forskningslejr på havisen nord for Grønland. Lejren vil fungere som logistisk platform for en række observationskampagner med henblik på bedre at kunne forstå de observerede ændringer. Lejren udnytter et vejrmæssigt vindue i april, og vil have kapacitet til ca. 20 forskere, et medieteam, samt tilbyde adgang til helikopter og fly så forskerne kan indsamle målinger fra et større område.


Alle de indsamlede målinger indgår i den internationale IPY indsats hvor en række polarforsknings-institutioner fra hele verden laver supplerende/lignende målinger andre steder i det Arktiske ocean.


Ud over de danske programmer på lejren vil et antal udenlandske forskere deltage som et led i det internationale IPY samarbejde.


Lejren er hovedsageligt finansieret af de danske IPY midler.



Kulstofudveksling

Vores forskningPosted by Leif Toudal Pedersen 13 Apr, 2009 21:24:34
Forskere fra Grønlands Naturinstitut og SAMS vil studere isens rolle i kulstofudvekslingen mellem atmosfæren og havet. Hvad betyder den reducerede isudbredelse for havets optagelse af kuldioxid?

Telemåling

Vores forskningPosted by Leif Toudal Pedersen 13 Apr, 2009 21:21:38

DMI og DTU vil gennemføre et valideringsprogram for satellitmålinger. Vi vil i detaljer måle is/sne- overfladens struktur og sammensætning, dens infrarøde udstråling samt dens mikrobølgestråling for bedre at forstå de forandringer vi ser i satellitmålingerne i disse år.

Næste år sender den Europæiske rumorganisation ESA CRYOSAT satellitten i omløb. Et af satellittens formål er at måle ændringer i havisens tykkelse. DTU og DMI vil foretage en række målinger fra fly og på isen som forberedelse til analyse af satellittens data.

OCEANOGRAFI

Vores forskningPosted by Gorm Dybkjær 06 Apr, 2009 14:36:48
Kortlægning af havstrømme og vandmasser nord for Grønland

Der er en række videnskabelige grunde til at udføre en oceanografiske målekampagne nord for Grønland:

1) På grund af det tykke havisdække, er området oceanografisk set ukendt land. Vi kender meget lidt til temperatur og salt fordelingen i området, de dominerende strømmes orientering og styrke og endu mindre til deres naturlige og klimatiske ændringer.

2) Polarisen i området som danner base for den videnskabelige lejr, har stor klimatisk betydning og er en vigtig forudsætning for opretholdelsen af det kendte økosystem og vildtliv langs den Grønlands østkyst. For at isen kan overleve fra vinter til vinter, er det nødvendigt at det er effektivt isoleret fra varmen i oceanets indre, en varme som bringes til det arktiske ocean via Golfstrømmen mod syd. Her spiller den arktiske haloclin en vigtig rolle ved at opretholde en stærk lagdeling som forhindrer varmen i at nå op til havisen. Et mål for det oceanografiske program er netop at beskrive haloclinens tilstand i området.

3) Den dybe arktiske grænsestrøm følger generelt den kontinentale skråning mod uret rundt i det Arktiske Ocean, hvor den løbende suppleres. Nord for Grønland har strømmen dermed samlet bidrag fra hele det Arktiske ocean inden den drejer mod syd i Framstrædet hvor den bidrager til dybvandet i Grønlandshavet. Vi vil med målekampagnen beskrive sammensætningen og styrken af denne strøm inden det endelige exit fra Arktis.

4) Under isen over den nordgrønlandske shelf findes store mængder opblandet ferskvand i de øverste vandlag. Det Arktiske Ocean er kendetegnet af et overskud af ferskvand som stammer fra flodudløb, smeltende havis og nedbør. Relativt fersk vand tilføres tillige fra Stillehavet gennem Bering Strædet. Udstrømningen mod syd til Nordatlanten sker på begge sider af Grønland, mod øst gennem Nares strædet og det Canadiske Ørige, mod vest gennem Fram Strædet. Mod syd vil ferskvandet kunne påvirke eksempelvis dybvanddannelsen i Grønlandshavet og Labradorhavet. Det er derfor vigtigt at kende styrken af de enkelte 'ventiler', hvor området nord for Grønland lader til at være styrende. Et vandprøveprogram vil her blandt andet hjælpe os til at bestemme om Stillehavsvand når frem til Framstrædet.

Måleprogrammet vil blive fokuseret langs to snit, hvor det centrale program går på tværs af den Nordgrøndlandske shelf og den Arktiske grænsestrøm ind i Amundsen Basinet af det Arktiske Ocean. Yderligere målinger som skal bidrage til at forstå tilstrømningen til området vil gå på tværs af Lomonosov Ryggen. Målingerne inkluderer temperatur, salt og iltfordelingen gennem hele vandsøjlen. Disse målinger understøttes af direkte strømmålinger samt et kemisk program til måling af nærringssalte og iltisotoper. Dette sker i samarbejde med Norsk Polar Institut. Det danske program suppleres tillige internationale aktiviteter med udgangspunkt fra lejren samt specielt et parallelt program med lignende fokus i den Canadiske sektor.


Havdybdekort over området Nord for Grønland. GreenArc lejren placeres på havisen omkring den grønne markering og vil herefter være i fri drift med havisen, sandsynligvis i østlige og sydlige retninger. Oceanografiske målinger vil være fokuset på de to snit markeret med røde punkter. Fra lejren nås positioner for målinger ved hjælp af snescooter og helikopter. Gule markeringer indikerer målinger i den Canadiske sektor.